Mads og pindsvinets sovepose

Mads havde lige fået nattøj på, da det raslede ved havedøren. Udenfor stod et lille pindsvin med en rød nathue. Over ryggen bar det en sammenrullet sovepose, der næsten var større end det selv.

‘Jeg hedder Pip,’ sagde pindsvinet. ‘Mit gamle sovested er blevet vådt, og jeg kan ikke finde et nyt, der føles rigtigt.’ Mads tog sine hjemmesko på. ‘Vi leder sammen,’ sagde han. ‘Men vi går stille, for haven er ved at falde i søvn.’

Først prøvede de under æbletræet. Her duftede godt, men hvert lille vindpust sendte et æble ned med et bump. Så prøvede de ved dammen. Her sang frøerne så højt, at Pip ikke kunne høre sit eget gab.

De gik videre forbi de lukkede blomster. Månen lå blank i dugdråberne, og møllerne fløj som små grå fjer. Under lavendelbusken fandt de et tørt hulrum mellem grenene. Det duftede roligt, og bladene holdt vinden ude.

Mads hentede blødt mos, mens Pip samlede tørre blade. Sammen byggede de en lille kant rundt om sovestedet. Pip rullede sin grønne sovepose ud og prøvede at lægge sig. Først med hovedet mod haven, så mod muren og til sidst helt sammenkrøllet som en bold.

‘Nu mangler der kun en godnatlyd,’ sagde Pip. De lyttede. Fra huset kom den svage klirren af en kop. Vinden strøg gennem lavendlen. Et sted langt væk sagde en solsort sit sidste pip. ‘Den lyd passer,’ mumlede pindsvinet.

Mads lagde et lille blad over åbningen som tag. Pip trak soveposen op til snuden. ‘Tak, fordi du ikke skyndte på mig,’ sagde han. ‘Et godt sovested skal mærkes helt rigtigt.’ Mads nikkede. Det kendte han godt fra sin egen pude.

Tilbage på værelset så Mads ud gennem vinduet. Under lavendlen kunne han lige ane den røde nathue. Pip sov allerede. Mads lagde hovedet på sin pude og lyttede til den samme rolige vind. Haven sov. Pip sov. Og kort efter sov Mads også.