Mio og den sidste stjerne

Mio lå i sin seng og vendte sig først mod væggen og så mod vinduet. Dynen var varm, puden var blød, og hele huset var stille. Alligevel ville søvnen ikke komme. Udenfor hang månen som en stor, rund natlampe. Mio talte tre stjerner, så fire og så fem. Men hver gang han lukkede øjnene, begyndte hans tanker at hoppe omkring som små frøer.

Pludselig lød der et ganske forsigtigt tik på ruden. Så kom endnu et: tik, tik. Mio satte sig op. På vindueskarmen sad en lille hvid kanin. Dens ører var lange og bløde, og om halsen havde den et blåt tørklæde med sølvprikker. ‘Du behøver ikke være bange,’ hviskede kaninen. ‘Jeg hedder Luna, og jeg passer på nattens stjerner.’

Mio åbnede vinduet på klem. ‘Hvorfor banker du på hos mig?’ spurgte han. Luna pegede op mod himlen. Helt mod øst var der et lille mørkt hul mellem alle stjernerne. ‘Nattens sidste stjerne er ikke blevet tændt,’ sagde hun. ‘Uden den kan de mindste skovdyr ikke finde ro. Jeg har brug for en hjælper, der kan se godt efter.’ Mio mærkede, at hans hoppende tanker stod stille et øjeblik.

Luna rakte sin pote frem. Da Mio tog den, blev hans hjemmesko lette som fjer. Sammen svævede de ud gennem vinduet og op over byens tage. De fløj forbi en skorsten, hvor røgen lå som en sovende kat. De fløj over parken, hvor bladene hviskede godnat til hinanden. Nede ved søen stak en and hovedet ind under vingen og lukkede øjnene.

På den anden side af en stor sky fandt de en kurv fuld af stjernelys. Men kurven var lukket med et bånd, der havde slået en svær knude. Mio trak i den ene ende. Luna trak i den anden. Knuden blev bare strammere. ‘Vi skynder os for meget,’ sagde Mio. Han huskede, hvordan hans far løsnede snørebånd: først se, så mærke og til sidst trække ganske lidt.

De satte sig på skyen. Mio trak vejret langsomt ind gennem næsen, mens han talte til tre. Så pustede han ud, mens han talte til fire. Luna gjorde det samme. Efter tre rolige åndedrag kunne Mio tydeligt se, hvor båndet krydsede sig selv. Han skubbede en lille løkke tilbage, og knuden gled op uden modstand. Kurven åbnede sig med et varmt, gyldent skær.

Inde i kurven lå en stjerne, som ikke var større end en kastanje. Den blinkede uroligt. ‘Den er vist også lidt for vågen,’ sagde Mio. Han tog den forsigtigt mellem hænderne og fortalte den om sin bløde pude, om den stille and ved søen og om lyden af regn mod ruden. For hvert roligt ord blinkede stjernen langsommere.

Mio og Luna bar stjernen hen til det mørke hul på himlen. Da de satte den på plads, bredte dens lys sig over skoven. I et bo gabte tre egernunger. En ræv krøb sammen med halen over snuden. Selv vinden lagde sig til ro mellem træerne. Stjernen blinkede én gang for Mio, én gang for Luna og én gang for alle, der snart skulle sove.

På vejen hjem spurgte Mio: ‘Hvad gør du, hvis dine tanker begynder at hoppe?’ Luna smilede. ‘Så leder jeg efter tre rolige ting. Noget jeg kan høre, noget jeg kan mærke og noget rart, jeg kan tænke på.’ Mio lyttede til nattens sagte susen. Han mærkede Lunas varme pote. Og han tænkte på den lille stjerne, der nu lyste på sin plads.

Da Mio igen lå i sin seng, passede dynen pludselig helt rigtigt. Månen tegnede en lys stribe hen over gulvet. Mio fandt tre rolige ting: huset, der sov; puden mod hans kind; og tanken om Luna på sin sky. ‘Godnat, måneven,’ mumlede han. Før Luna nåede at vinke ude fra himlen, var Mios tanker landet blødt, og Mio sov.