Rufus og den gule regnfrakke

Det regnede i Bregneskoven. Dråberne trillede ned ad bladene, samlede sig på spidserne og faldt med små plop. Rufus Ræv stod i sin hule og lyttede. Han elskede regnvejr, for så duftede jorden stærkt, og alle vandpytterne spejlede himlen. Han trak sin gule regnfrakke på, knappede den helt op og gik ud.

Ved den første vandpyt tog Rufus et langt tilløb. Plask! Vandet stod op omkring hans støvler. Han lo så højt, at en solsort rystede dråberne af sine vinger. Rufus ville gå hele vejen til den gamle eg og tilbage igen. Det var hans yndlingstur, og i dag havde han skoven næsten for sig selv.

Men under et stort bregneblad sad Musse Mus. Hendes kurv lå på siden, og blåbær flød i en lille strøm af regnvand. ‘Jeg skulle bage en tærte til min mormor,’ sagde Musse. ‘Nu sejler alle bærrene væk.’ Rufus glemte straks sin tur til egen. Han satte sig på knæ og brugte sin hale som en lille dæmning.

Sammen samlede de bærrene op. Ét til kurven, ét til kurven og et lille rynket bær til en sulten bille. Da det sidste blåbær var reddet, løftede Rufus kurven. ‘Jeg følger dig hjem,’ sagde han. ‘Strømmen er blevet dyb på den næste del af stien.’ Musse kravlede op i Rufus’ hætte, hvor hun sad tørt og godt.

Lidt længere fremme hørte de et bump og et forsigtigt ‘av’. Pindsvin var blevet fanget under en våd gren. Rufus skubbede med begge poter, men grenen var tung. Musse hoppede ned og fandt en stærk pind. ‘Vi bruger den som en vippe,’ foreslog hun. Rufus trykkede på den ene ende, og langsomt løftede grenen sig. Pindsvin trillede fri.

‘Tak,’ sagde Pindsvin og børstede et blad af sine pigge. Han skulle have samlet tørre kviste, men alle kvistene var drivvåde. Rufus tænkte sig om. Inde under den gamle eg var jorden næsten altid tør. Turen dertil var egentlig det, Rufus selv havde ønsket fra begyndelsen. Nu kunne de alle tre gå sammen.

Under egen lå en hel bunke tørre grene. Mens Pindsvin fyldte sin vogn, fandt Musse et tag af brede blade til sin kurv. Rufus opdagede en vandpyt, der var endnu større end den første. Han tog tilløb, men standsede. ‘Vil I være med?’ spurgte han. De stillede sig på række, talte til tre og sprang. Plask!

Da de nåede Pindsvins hule, var alle blevet kolde om snuderne. Pindsvin tændte op med de tørre kviste. Musse bagte sin blåbærtærte, og Rufus hængte den gule regnfrakke ved døren. Snart duftede hulen af varm saft, våd skov og sød tærte. Regnen trommede en langsom melodi på taget.

‘Du nåede ikke din tur alene,’ sagde Musse. Rufus så på sine venner. Han havde reddet blåbær, løftet en gren, fundet tørre kviste og hoppet i den største vandpyt i skoven. ‘Nej,’ svarede han. ‘Den blev meget bedre end det.’ De skålede i små kopper og lyttede til regnen.

Da Rufus senere gik hjem, var skoven mørk og blank. Hver dråbe fangede månelyset. Den gule regnfrakke var stadig lidt våd, men Rufus var varm helt ind i maven. Han tænkte, at man godt kan begynde dagen med én plan og ende med noget endnu bedre. Især når man husker at standse og hjælpe på vejen.