Uglen Otto har alt for travlt

Otto Ugle havde altid travlt. Når månen stod op, fløj han ud af sit træ, før han overhovedet havde strakt vingerne. Han skulle nå at hilse på ræven, tælle billerne, besøge søen og finde den bedste gren før alle andre. ‘Hurtigere, hurtigere,’ sagde Otto til sig selv.

En aften fløj han så hurtigt, at han slet ikke så et tørresnor af edderkoppespind. Vupt! Otto hang fast med en vinge og en fod. Edderkoppen Elna kom kravlende. Hun var ikke sur, men hun så på ham med alle sine otte øjne. ‘Hvorfor flyver du så stærkt?’ spurgte hun.

‘Jeg skal nå hele natten,’ sagde Otto. Elna hjalp ham fri. ‘Natten løber ingen steder,’ sagde hun. Hun viste ham en dugdråbe i sit spind. Inde i dråben kunne Otto se månen på hovedet. Han havde fløjet forbi Elnas spind hundrede gange, men aldrig set det.

Otto fortsatte, denne gang lidt langsommere. Ved skovbunden sad en bille med en blank, grøn ryg. Otto plejede bare at tælle biller, men nu landede han ved siden af den. Billen fortalte, at dens skjold skiftede farve fra grønt til blåt, når månen ramte det. Otto ventede og så det ske.

Ved søen ville Otto skynde sig videre, men vandet var helt stille. En frø sad på en sten. ‘Lyt,’ sagde frøen. Først hørte Otto ingenting. Så hørte han sivene rasle, en fisk slå med halen og sin egen rolige vejrtrækning. Søen var fuld af lyde, selv når ingen talte.

Otto nåede ikke at besøge ræven den nat. Han talte heller ikke alle billerne, og den bedste gren var optaget, da han kom. I stedet satte han sig på en lav gren ved siden af en spurv. Grenen var skæv, men herfra kunne de se morgenen gøre himlen lyserød.

‘Jeg nåede næsten ingenting,’ sagde Otto. Spurven vippede med hovedet. ‘Du så månen i en dugdråbe, et skjold skifte farve og solen stå op. Det lyder som en hel del.’ Otto tænkte efter. Hans liste var ikke færdig, men hans hoved var fyldt med små, klare øjeblikke.

Da Otto kom hjem, strakte han vingerne langsomt. Han lagde mærke til barken under sine kløer og vinden mellem fjerene. Næste aften lavede han en ny plan. Han skulle ikke nå hele skoven. Han skulle vælge ét sted, flyve roligt derhen og se, hvad der skete.

Otto fløj stadig hurtigt, når det var sjovt. Men han lærte også at lande. Hver nat fandt han én lille ting, han aldrig før havde set. Og hver morgen, når han lukkede øjnene, valgte han sin yndlingsting fra natten og tog den med ind i drømmen.