Sif og måneposten

I den roligste del af Drømmely lå et lille posthus under rødderne på et gammelt lindetræ. Om dagen kom der breve med fødselsdagshilsner, tegninger og invitationer. Men når solen gik ned, åbnede en ganske særlig luge. Over lugen stod der Månepost. Herfra blev nattens godnatbreve sendt ud til alle, der havde brug for en varm tanke, før de skulle sove.

Sif boede i en blød seng af mos lige ved siden af posthuset. Hun var en lille snegl med et salviegrønt hus og en blommelilla taske. Hver aften så hun postbuddene skynde sig af sted. Egern sprang fra gren til gren. Harer løb som vinden. Selv møllerne fløj hurtigere, end Sif kunne nå at blinke. Sif drømte om at bringe et brev ud, men hun tænkte altid det samme: Et postbud skal være hurtigt, og jeg er den langsomste i hele Drømmely.

Denne aften stod postmester Milla Møl i døren med fem cremefarvede kuverter. Hendes briller sad helt ude på snuden. 'Alle de hurtige postbude er allerede på vej,' sagde hun. 'Men disse fem breve mangler stadig et postbud.' Sif kiggede ned ad den snoede sti. Månen var lige stået op. Der var langt til det hule træ på den anden side af engen. 'Jeg vil gerne prøve,' sagde Sif forsigtigt. 'Men hvad nu, hvis jeg ikke når det?' Milla lagde brevene i hendes taske. 'Månepost skal ikke hurtigt frem,' svarede hun. 'Den skal trygt frem.'

Milla bredte et lille kort ud på en træstub. Fem gyldne prikker viste vejen gennem græsset. Først kløverhuset, så bøgestammen, den mosklædte sten, blommetræet og til sidst det hule træ. Sif gentog ruten, til hun kunne den udenad. Milla lærte hende også månepostens tre regler: Stop, når vejen er uklar. Se godt efter. Pas på brevet og på den, der skal have det. Sif sagde reglerne stille for sig selv. Så rettede hun tasken og tog det første lille glid ud i natten.

Sif begyndte sin rute, mens himlen blev mørkeblå. Det første brev var til to kaninunger i et hus mellem kløverbladene. Sif gled gennem græsset, og duggen kildede under hendes fod. Ved hver lille sten måtte hun finde den bedste vej rundt. Da hun nåede frem, sad kaninungerne i døren og ventede. Deres far læste brevet højt. Det var fra deres mormor, som ønskede dem bløde drømme og lovede at bage gulerodsboller næste dag. Kaninungerne vinkede, indtil Sif igen var skjult mellem stråene.

Det andet brev skulle til Puk Pindsvin under den væltede bøgestamme. På vejen fandt Sif en stor sølvpyt. Den havde ikke været der om eftermiddagen. Nu lå den tværs over stien og spejlede hele månen. Sif prøvede at gå til venstre, men der stod tidsler. Hun prøvede til højre, men her var jorden så våd, at hendes taske næsten rørte vandet. Et øjeblik ønskede hun, at hun kunne hoppe som en hare eller flyve som en møl.

Så landede en lille gylden ildflue på et siv. 'Hvorfor ser du så bekymret ud?' spurgte den. Sif viste pytten og de tørre breve i tasken. Ildfluen pegede på et bredt blad, der flød ved kanten. Sif skubbede bladet ud på vandet og kravlede forsigtigt op. Ildfluen fløj foran som en lille lanterne. Bladet vippede, men Sif holdt tasken tæt ind til sit sneglehus. Langsomt gled de over den blanke pyt. Ikke én dråbe ramte brevene.

Puk Pindsvin blev glad for sit brev. Det var fra hans ven ved skovsøen. Vennen havde tegnet dem begge under den samme store paraply. Puk satte tegningen ved sin seng. 'Du kom lige i tide,' sagde han. Sif så op. Månen var steget højere på himlen, men den havde stadig lang vej igen. Måske kunne hun godt nå resten. Hun takkede ildfluen, som lovede at lyse over pytten, når Sif senere skulle hjem.

Ved bøgestammen stod en lille skål med kamillete til nattens gæster. Puk skubbede den hen til Sif. Hun tog tre varme slurke og lod kroppen hvile. Før havde hun troet, at et rigtigt postbud aldrig måtte standse. Nu mærkede hun, at pausen gjorde hendes øjne klare og hendes fod let igen. Puk ventede uden at skynde på hende. Da Sif var klar, satte hun tasken på plads, tjekkede knuden og gled videre med et lille smil.

Det tredje brev skulle til musesøstrene Mira og Maja ved den mosklædte sten. Da Sif kom frem, sad Mira udenfor med et stykke papir mellem poterne. Papiret var revet midt over. 'Jeg ville skrive godnat til Maja,' snøftede hun. 'Vi blev uvenner over den røde kop. Nu tør jeg ikke gå ind, og brevet er gået i stykker.' Sif kunne have afleveret posthusets brev og fortsat. Men hun huskede Millas ord. Månepost skulle trygt frem.

Sif lagde sin taske under et tørt blad. Sammen fandt hun og Mira et tyndt stykke birkebark og lidt blødt græs. De lagde de to papirstykker tæt sammen og bandt græsset omkring dem som et fint bånd. Mira skrev en ny linje nederst: Jeg vil gerne dele den røde kop i morgen. Så bankede de på døren. Maja læste beskeden og slog armene om sin søster. 'Du må gerne få den første slurk,' sagde hun. 'Og jeg tager den anden.'

Musesøstrene åbnede også brevet fra posthuset. Det var en lille hilsen fra deres mor, som arbejdede sent i bageriet: Jeg tænker på jer, selv når I ikke kan se mig. Maja lagde brevet under puden. Mira satte den reparerede besked ved siden af. Sif mærkede en varm ro i maven. Hun havde brugt ekstra tid, men det havde været den rigtige slags tid. Nu manglede der kun to breve.

På engen begyndte vinden at puste. Først vippede den bare valmuerne. Så kom et kraftigt vindstød, der åbnede Sifs taske. De sidste to kuverter løftede sig som små hvide fugle. Sif strakte sig så langt, hun kunne, men den ene landede i græsset, og den anden blev fanget under en bregne. Hun skyndte sig på den eneste måde, hun kunne: ét sikkert glid ad gangen. Hun fandt den første kuvert ved en sten. Den anden raslede under bregnen.

Sif krøb ind under bladene og lagde sit sneglehus mod vinden. Det blev til en lille grøn væg, som holdt kuverten fast. Da vindstødet var forbi, lukkede hun tasken med en dobbelt knude. Hun havde måske ikke hurtige ben eller vinger, men hendes hus var stærkt, og hun gav ikke slip. 'Langsom kan også være modig,' hviskede hun til sig selv og fortsatte gennem det duftende græs.

Det fjerde brev var til en flagermusunge, der hed Fling. Han hang i den lave gren på et blommetræ og øvede sig i at sove med hovedet nedad. Hver gang han lukkede øjnene, drejede han langsomt rundt og begyndte at grine. Brevet var fra hans storebror. Der stod, at man gerne måtte øve sig mange gange, og at en god pause også talte som et forsøg. Fling gabte, foldede vingerne om sig og blev endelig helt stille.

Før Sif gik, gav Fling hende en lille blomme til hjemturen. 'Jeg troede, at alle andre kunne sove rigtigt med det samme,' sagde han. 'Men min storebror har også øvet sig.' Sif fortalte, at hun selv havde troet, at alle postbude skulle være hurtige. De så på hinanden og lo stille. Nogle tanker blev meget mindre, når man sagde dem højt til en ven. Sif lagde blommen ved siden af det sidste brev og ønskede Fling godnat.

Nu var der kun den sidste kuvert tilbage. Den var større end de andre og havde et rundt mærke, der lignede månen. På forsiden stod der: Til alle ved det hule træ. Sif fulgte stien op ad bakken. Hun kunne høre uglen tude og bladene rasle. Hendes øjne var trætte, og tasken føltes tung. Da hun så det varme lys fra træets vinduer, tænkte hun på hvert lille stykke af vejen. Hun havde krydset pytten, hjulpet Mira og Maja og reddet brevene fra vinden. Hun fortsatte.

Ved det hule træ ventede kaninungerne, Puk, musesøstrene, Fling og flere små dyr. De havde taget en kortere vej og var kommet for at høre det sidste brev. Sif gav kuverten til den gamle ugle i døren. Uglen åbnede den og læste langsomt: Kære Drømmely. Natten skynder sig ikke. Månen skynder sig ikke. Et frø, en drøm og en god ven bruger den tid, de har brug for. I aften må I hvile præcis, som I er.

Der blev helt stille omkring træet. Kaninungerne puttede sig under et tæppe. Puk rullede sig sammen på en pude. Mira og Maja satte den røde kop mellem sig. Selv bladene lød, som om de hviskede godnat. Uglen satte et lille månestempel på Sifs taske. 'Det sidste brev kunne kun være kommet frem med én, der passede så godt på vejen,' sagde hun. 'Du var det helt rigtige postbud.'

Sif gik hjem gennem natten. Ildfluen ventede ved sølvpytten, og bladet bar hende roligt tilbage. Da hun nåede posthuset, stod Milla Møl med en lille kop varm kløverte. 'Kom alle brevene frem?' spurgte hun. Sif nikkede og fortalte om pytten, det iturevne brev og vinden. Milla smilede. 'Så var det godt, at jeg ikke sendte en, der kun tænkte på at være hurtig.'

Hjemme lagde Sif den blommelilla taske ved siden af sin mosseng. Månestemplet glimtede svagt i vinduet. Hun trak et blødt blad over sig og lyttede til Drømmely, der faldt til ro. Et sted sov to kaninunger. Et sted delte to musesøstre en god tanke. Og i det hule træ lå månens brev trygt. Sif lukkede øjnene. Hun var stadig den langsomste i Drømmely, og nu vidste hun, at det også kunne være en særlig gave.