Prinsessen på ærten

Der var engang en prins, som gerne ville finde en prinsesse, han kunne dele både store planer og små hverdage med. Han rejste gennem mange lande og mødte mennesker i fine kjoler og skinnende kroner. Men når han spurgte, hvad de holdt allermest af, svarede de kun det, de troede, han ønskede at høre.

Prinsen vendte hjem til slottet. 'Måske findes den helt rigtige prinsesse ikke,' sukkede han. Hans mor, den gamle dronning, hældte te op. 'Det vigtigste er ikke en perfekt krone,' sagde hun. 'Det er et menneske, der mærker verden ærligt.' Prinsen vidste ikke helt, hvad hun mente.

Samme aften brød et voldsomt uvejr løs. Lynene lyste himlen op, og regnen trommede mod slottets porte. Midt i stormen bankede det. Udenfor stod en ung pige. Vandet løb fra hendes hår ned i skoene, og hendes kappe var tung af regn.

'Jeg er prinsesse og er faret vild på vej hjem,' sagde hun. Vagterne kiggede tvivlende på hendes mudrede støvler. Men dronningen lod hende straks komme ind, gav hende et håndklæde og satte varm suppe frem. Pigen takkede alle, lige fra dronningen til den yngste køkkenhjælper.

Dronningen fik en idé. Hun gik op i gæsteværelset og lagde en lille, tør ært på sengebunden. Ovenpå lagde hun madrasser, den ene efter den anden. Ti madrasser, fem mere og til sidst fem til. Ovenpå lagde hun tyve bløde dyner. Sengen blev så høj, at der måtte en lille stige til.

'Her kan du sove trygt,' sagde dronningen. Prinsessen klatrede op, lagde sig til rette og slukkede lyset. Men hele natten vendte og drejede hun sig. Hun prøvede den ene side, den anden side og til sidst at ligge helt stille på ryggen. Et eller andet trykkede, selv gennem alle de bløde lag.

Næste morgen spurgte dronningen, hvordan hun havde sovet. Prinsessen ville nødig være uhøflig. 'Sengen var varm, og dynen var dejlig,' sagde hun, 'men jeg må være ærlig. Der var noget lille og hårdt under mig. Jeg er helt øm i ryggen.'

Dronningen smilede og viste dem ærten. 'Du mærkede noget, ingen kunne se,' sagde hun. Prinsen lo af det mærkelige forsøg, og prinsessen lo med. Så begyndte de at tale. Hun fortalte, at hun lagde mærke til, når nogen sad alene ved et bord, når en hest haltede, og når regnen ændrede lyd før en storm.

Prinsen forstod nu sin mors ord. Prinsessen var ikke værdifuld, fordi hun havde fået et blåt mærke af en ært. Hun var værdifuld, fordi hun var ærlig og opmærksom. Og prinsessen kunne lide prinsen, fordi han lyttede uden at grine ad det, hun mærkede.

Senere blev de gift, og den lille ært blev lagt i en glasmontre på slottet. Men de tyve madrasser gav de videre til gæster, som manglede et varmt sted at sove. Selv beholdt prinsessen én god madras, én blød dyne og plads til at sige til, hvis noget ikke føltes rigtigt.