De tre Bukke Bruse

Der var engang tre geder, som alle hed Bukke Bruse. Den mindste havde korte horn og hurtige ben. Den mellemste havde krøllet pels og en klar stemme. Den største havde brede horn og hove, der kunne få jorden til at sige bum. De boede på en bakke, hvor græsset var blevet tørt og tyndt.

På den anden side af elven lå sæteren. Der var græsset grønt og saftigt, og blomsterne stod så højt, at de kildede en ged under hagen. Men for at komme derover skulle de gå over en træbro. Under broen boede en trold, som var gnaven fra morgen til aften.

Den mindste Bukke Bruse gik først. Trip trap, trip trap, lød hans små hove på plankerne. Straks stak trolden hovedet frem. 'Hvem er det, der tramper på min bro?' brummede han. Den lille buk blev bange, men tog en rolig indånding. 'Det er bare den mindste Bukke Bruse. Jeg skal over og spise mig mæt.'

'Så kommer jeg op og tager dig!' råbte trolden. 'Åh nej,' sagde den lille buk. 'Jeg er så lille, at du næppe bliver mæt. Vent på min storebror. Han kommer lige bagefter.' Trolden tænkte sig om og lod den lille buk gå. Trip trap, trip trap, og snart stod han trygt i det grønne græs.

Så kom den mellemste Bukke Bruse. Trip trap, TRIP TRAP, lød det på broen. Trolden sprang frem igen. 'Hvem er det, der tramper på min bro?' Den mellemste buk svarede med sin klare stemme: 'Det er den mellemste Bukke Bruse. Jeg skal over og spise mig mæt.'

Trolden truede også ham. Den mellemste buk pegede tilbage mod bakken. 'Vent hellere på vores største bror. Han er meget større end mig.' Trolden gned sig om maven og lod ham passere. Snart græssede de to brødre sammen, men de holdt øje med broen.

Til sidst kom den største Bukke Bruse. TRAMP, TRAMP, TRAMP, sagde hans tunge hove. Hele broen rystede, og lidt bark dryssede ned i troldens hår. 'Hvem er det, der tramper på min bro?' brølede trolden. 'Det er den største Bukke Bruse,' lød svaret, roligt og dybt.

Trolden klatrede op og stillede sig midt på broen. 'Ingen kommer forbi!' sagde han. Den store buk sænkede hovedet, men han løb ikke. 'Broen er ikke kun din,' sagde han. 'Den forbinder bakkerne for alle. Flyt dig, så går jeg stille forbi.' Trolden nægtede og stampede så hårdt, at en løs planke vippede under ham.

Trolden mistede balancen og landede med et stort plask i det lave vand. Han var mere våd end farlig. Den store buk viste ham en sten, hvor han kunne kravle op. 'Du må gerne bo under broen,' sagde bukken, 'men du må ikke skræmme dem, der går over den.' Trolden var flov og kold. Han lovede at lade de rejsende være i fred.

Den største Bukke Bruse trampede over til sine brødre. Hele dagen spiste de kløver og bløde græsstrå. Da solen gik ned, gik de tre sammen hjem over broen. Under den sad trolden med et tæppe om skuldrene. Han sagde ikke et ord, men nikkede, da bukkene gik forbi.

Fra den dag kunne alle bruge broen. Nogle sagde, at trolden blev mindre gnaven, når nogen hilste på ham. Og de tre Bukke Bruse vidste, at den mindste kunne tænke hurtigt, den mellemste kunne tale tydeligt, og den største kunne stå fast. Der var mere end én måde at være modig på.