De tre små grise

Der var engang tre små grise, som var blevet store nok til at bygge hver sit hus. Deres mor gav dem et kram og en madpakke med på vejen. 'Byg et sted, hvor I kan føle jer trygge,' sagde hun. 'Og husk, at søskende altid må banke på hos hinanden.'

Den første gris mødte en bonde med en vogn fuld af halm. 'Halm er let og varmt,' tænkte grisen. Han byggede hurtigt et gyldent hus og nåede at lege resten af dagen. Den anden gris fandt en bunke grene. Hun bandt dem sammen til et fint træhus og pyntede døren med blade.

Den tredje gris hentede mursten. Han lagde mørtel mellem hver sten og målte alle hjørner. Arbejdet tog flere dage. De andre grise kom forbi og spurgte, om han ikke snart ville lege. 'Jo,' sagde han, 'når taget sidder fast, og døren kan lukkes.'

I skoven boede en ulv, som altid var sulten og aldrig spurgte om lov. Han lugtede grisenes aftensmad og gik hen til halmhuset. 'Lille gris, luk mig ind!' råbte han. 'Nej tak,' svarede grisen og låste døren. Ulven trak vejret dybt og pustede. Halmen fløj til alle sider.

Den første gris løb så hurtigt, han kunne, hen til træhuset. De to søskende låste døren sammen. Men ulven kom efter dem. Han prustede og pustede, til grenene knagede og faldt ned i en stor bunke. De to grise smuttede ud gennem bagdøren og løb hen til murstenshuset.

Den tredje gris lukkede dem ind og skød slåen for. Ulven pustede én gang. Huset stod fast. Han pustede to gange, så gardinerne bevægede sig lidt. Ved det tredje pust blev ulven selv svimmel og måtte sætte sig. 'Jeg finder en anden vej,' mumlede han og klatrede op på taget.

Grisene hørte hans poter ved skorstenen. De blev forskrækkede, men den tredje gris fik en idé. De satte en stor gryde med grøntsagssuppe på ildstedet og dryssede ekstra peber i. Da ulven stak snuden ned i skorstenen, steg den varme peberduft lige op. 'Atju!' nøs han så højt, at han gled ned fra taget og landede i en blød bunke mos.

Ulven var både flov og sulten. Grisene åbnede et lille vindue. 'Man får ikke aftensmad ved at vælte andres huse,' sagde den anden gris. 'Men man kan spørge pænt,' sagde den første. Ulven så ned. 'Må jeg få en skål suppe, hvis jeg hjælper med at samle halmen og grenene op?'

De tre grise tænkte sig om. Så nikkede de. Ulven arbejdede hele eftermiddagen. Han bar mursten, mens den første gris blandede mørtel, og den anden byggede stærke trærammer. Sammen lavede de tre små, solide huse omkring en fælles have.

Da arbejdet var færdigt, spiste de suppe ved et langt bord. Ulven lovede at banke på fremover, og grisene lærte, at det var godt at lege, men også godt at gøre sig umage. Hver aften kunne de besøge hinanden gennem små havelåger. Og når vinden pustede, stod alle tre huse trygt.