Haren og skildpadden

Der var engang en hare, som var det hurtigste dyr på engen. Det fortalte han gerne alle. Han løb rundt om ræven, før hun nåede at blinke, og hen til egetræet, før egernet fik sagt farvel. Når skildpadden kom gående, lo haren. 'Når du nogensinde frem til noget?' spurgte han.

Skildpadden svarede roligt: 'Jeg kommer frem til det meste. Det tager bare den tid, det tager.' Haren lo endnu højere. Til sidst foreslog skildpadden et kapløb fra den store sten til piletræet ved søen. Uglen skulle være dommer, og alle engens dyr kom for at se på.

Uglen løftede vingen. 'Klar, parat, begynd!' Haren skød af sted som en pil. Skildpadden tog ét skridt. Så ét mere. Haren var snart så langt foran, at han næsten ikke kunne se startstenen. Han vendte sig om, men skildpadden var kun en lille prik.

'Jeg har masser af tid,' tænkte haren. Ved en kløvermark standsede han for at spise. Derefter så han en sommerfugl og løb om kap med den. Til sidst lagde han sig under et træ. 'Jeg hviler bare et øjeblik,' sagde han og lukkede øjnene.

Skildpadden fortsatte. Hun gik forbi kløvermarken. Hun gik forbi sommerfuglene. Da vejen blev stejl, sagde hun til sig selv: 'Et lille skridt er stadig et skridt.' Ved træet lå haren og snorkede, men skildpadden brugte ikke tid på at drille ham. Hun fortsatte mod piletræet.

Solen flyttede sig over himlen. En mariehøne fulgte et stykke på skildpaddens skjold. Frøerne kvækkede opmuntrende ved grøften. Skildpadden blev træt, men hun kunne nu se piletræets lange grene. Ét skridt, og så ét mere.

Haren vågnede med et sæt. Solen stod lavt, og skildpadden var næsten ved målet. Han sprang op og løb hurtigere end nogensinde. Græsset susede om hans ører. Men lige før han nåede frem, satte skildpadden sin forreste fod over målstregen.

Dyrene klappede, og uglen erklærede skildpadden som vinder. Haren hang med ørerne. 'Jeg var sikker på, at jeg ikke kunne tabe,' sagde han. Skildpadden smilede. 'Du er stadig hurtigere end mig. Men i dag var opgaven ikke at være hurtigst et lille stykke. Den var at fortsætte hele vejen.'

Haren sagde undskyld for alle de gange, han havde gjort grin med hende. Næste morgen trænede de sammen. Haren øvede sig i at holde et roligt tempo, og skildpadden nød lidt vind over skjoldet, da hun fik et forsigtigt skub ned ad en bakke.

De blev aldrig lige hurtige, og det behøvede de heller ikke. Haren kunne løbe efter hjælp på et øjeblik. Skildpadden kunne fortsætte, når en vej var lang. Begge evner var gode. Og når de siden holdt kapløb, huskede haren at holde øje med målet, mens skildpadden tog ét sikkert skridt ad gangen.