Guldlok og de tre bjørne

Der var engang tre bjørne, som boede i et hyggeligt hus midt i skoven. Store Bjørn havde en stor stol, en stor seng og en stor skål. Mellem Bjørn havde alting i mellemstørrelse. Lille Bjørn havde en lille stol, en lille seng og en lille blå skål.

En morgen lavede de havregrød med honning. Grøden var så varm, at dampen stod op som små skyer. 'Lad os gå en tur, mens den køler af,' sagde Mellem Bjørn. De satte skålene på bordet, lukkede døren og gik ud mellem grantræerne.

Ikke langt derfra gik en pige med gyldent hår. Alle kaldte hende Guldlok. Hun havde fulgt en sommerfugl væk fra stien og vidste pludselig ikke, hvor hun var. Da hun så bjørnenes hus, bankede hun på døren. Ingen svarede. Døren stod på klem, og Guldlok gik ind, selvom hun godt vidste, at hun burde vente udenfor.

På bordet stod de tre skåle. Guldlok smagte af den store. 'Alt for varm!' sagde hun. Den mellemste grød var blevet for kold. Men grøden i den lille blå skål var lige tilpas, og Guldlok spiste det hele. Så prøvede hun stolene. Den store var for hård, den mellemste for blød, og den lille var lige tilpas. Men knæk, sagde stolen, og et ben faldt af.

Guldlok blev træt og gik ovenpå. Den store seng var for fast, den mellemste for høj, og den lille var lige tilpas. Hun faldt i søvn med det samme. Kort efter kom bjørnene hjem. 'Nogen har smagt min grød,' sagde Store Bjørn. 'Nogen har smagt min,' sagde Mellem Bjørn. 'Nogen har spist min helt op!' peb Lille Bjørn.

De fandt den knækkede stol og gik ovenpå. Guldlok vågnede ved lyden af tre bjørnestemmer. Først blev hun så forskrækket, at hun gemte sig under dynen. Så stak hun hovedet frem. Bjørnene så overraskede ud, men de stod stille og gav hende plads.

'Jeg er faret vild,' sagde Guldlok. 'Og jeg gik ind uden at få lov. Jeg spiste grøden og ødelagde stolen. Det var forkert. Undskyld.' Lille Bjørn var stadig ked af sin stol, men han kunne høre, at undskyldningen var ærlig. Store Bjørn fandt værktøjskassen frem.

Guldlok holdt stolens ben, mens Store Bjørn satte det fast. Mellem Bjørn kogte lidt mere grød, og Guldlok pyntede den med blåbær til Lille Bjørn. Da stolen igen kunne stå, prøvede Lille Bjørn den forsigtigt. Den var lige så god som før, måske endda lidt stærkere.

Bjørnene fulgte Guldlok tilbage til skovstien. Her stod hendes familie og ledte efter hende. Guldlok fortalte sandheden, også den del hun ikke var stolt af. Næste dag kom hun tilbage med en kurv boller, og denne gang bankede hun på og ventede.

Bjørnene åbnede døren og bød hende indenfor. De spiste boller ved bordet, og Guldlok sad på en gæstestol, der var lige tilpas. Fra den dag vidste hun, at et åbent vindue eller en ulåst dør ikke er det samme som en invitation. Og hun vidste, at en god undskyldning også skal have hjælpsomme hænder.