Ella og skyens lille natlampe

Ella lå under sin dyne og så månen tegne en lys stribe på gulvet. Hun var næsten faldet i søvn, da noget ganske forsigtigt bankede på ruden. Udenfor svævede den mindste sky, hun nogensinde havde set. Skyen var rund som en pude og så meget bekymret ud.

Ella åbnede vinduet. ‘Jeg hedder Fnug,’ hviskede skyen. ‘Hver nat plejer jeg at lyse over skovstien, så dyrene kan finde hjem. Men mit lys er gået ud.’ Ella tog sin gule morgenkåbe på. ‘Så finder vi et nyt,’ sagde hun.

Fnug gjorde sig bred som et tæppe, og Ella satte sig forsigtigt op. Sammen fløj de over de sovende tage. Ved gadekæret dansede små lys mellem sivene. Det var ildfluer, som blinkede i langsom takt: lys, mørke, lys, mørke.

Ella spurgte, om de ville hjælpe. Ildfluerne ville gerne låne Fnug lidt lys, men de skulle bruge et sted at hvile. Ella fandt et lille syltetøjsglas i en kurv ved et åbent køkkenvindue. Hun lagde et blødt blad i bunden, og én efter én fløj ildfluerne ind.

De bandt glasset under Fnug med et blåt bånd. Straks blev skyen varm og gylden. Nede på skovstien løftede et pindsvin snuden. En hare fandt sin tue, og en ugle kunne se grenen foran sig. Fnug lyste ikke stærkt, men lige præcis nok.

‘Jeg troede, at jeg selv skulle kunne lyse hele natten,’ sagde Fnug. Ella klappede den bløde sky. ‘Man må godt låne lidt lys, når ens eget er væk.’ Ildfluerne blinkede, som om de var helt enige.

Fnug fløj Ella hjem og lagde sig uden for hendes vindue. Det lille glas vippede roligt nedenunder. Ella krøb tilbage under dynen og så det gyldne lys bevæge sig hen over loftet. Hun tænkte på alle dyrene, der nu var kommet trygt hjem.

‘Godnat, Fnug,’ hviskede hun. Skyen blinkede én gang. Ildfluerne blinkede én gang til. Og mens det lille natlys vågede over skoven, faldt Ella i søvn med en varm tanke om, at ingen behøver at lyse helt alene.