Nattekspressen til Drømmeland

Tilde lå vågen, selv om hun havde børstet tænder, fået vand og hørt sin sædvanlige godnatsang. I morgen skulle hun begynde i en ny klasse. Hun tænkte på, hvor hun skulle sidde, hvem hun skulle lege med, og hvad der ville ske, hvis hun ikke kunne finde sit rum. Tankerne blev ved med at køre rundt.

Så hørte hun en fjern fløjten. Ude på gaden stod et lille blåt tog, selv om der slet ikke var nogen skinner. På siden stod der med guldbogstaver: Nattekspressen til Drømmeland. Konduktøren var en grævling i mørkerød jakke. ‘Vi mangler én passager,’ sagde han og kiggede venligt på Tilde.

Tilde tog sin morgenkåbe på og steg ind. Vognen var fuld af bløde sæder, tæpper og små lamper, der lyste som ildfluer. En kanin sov allerede med hovedet mod ruden. En bjørneunge læste den samme side igen og igen. Toget satte sig i bevægelse uden en lyd og gled hen over den sovende by.

Grævlingen kom forbi med en lille træskuffe. ‘Bekymringer må ikke ligge løst i toget,’ forklarede han. ‘De kan trille ind under sæderne.’ Tilde tog tanken om den nye klasse og forestillede sig, at hun foldede den som et stykke papir. Hun lagde den i skuffen. Så lagde hun tanken om det nye rum derned.

Ved første station stod der Ro på skiltet. Her steg en flok langsomme skildpadder på. De lærte passagererne at trække vejret i takt med toget: ind, mens hjulene sagde rulle-rulle; ud, mens de sagde ro-ro. Tilde prøvede. Hendes skuldre, som havde siddet helt oppe ved ørerne, faldt langsomt ned.

Ved næste station stod der Gode Minder. Udenfor vinduet kom billeder glidende forbi. Tilde så den dag, hun lærte at svømme, selv om hun først havde været bange. Hun så sin første dag i børnehaven, hvor hun ikke kendte nogen om morgenen, men havde en ven om eftermiddagen. Hun huskede pludselig, at nye ting også kunne blive gode.

Toget kørte ind i en tunnel. Der var helt mørkt et øjeblik. Tilde mærkede bekymringen om den nye klasse banke på igen. ‘Må jeg få den tilbage fra skuffen?’ spurgte hun. Grævlingen nikkede. ‘Selvfølgelig. Men måske kan vi folde den på en ny måde.’ Sammen foldede de papiret til et lille kort.

På kortet skrev de tre enkle ting: Find en voksen. Sig hej til én person. Spørg, hvor din plads er. Pludselig var bekymringen ikke længere en stor, krøllet klump. Den var blevet til en plan, som kunne ligge i Tildes lomme. ‘Den må du gerne tage med i morgen,’ sagde konduktøren.

Ved endestationen sov alle passagererne. Grævlingen lagde tæpper over dem og bar Tilde tilbage til hendes værelse. Det blå tog ventede udenfor, mens hun krøb under dynen. ‘Kører toget hver nat?’ spurgte hun. ‘Kun når nogen har tanker, der kører lidt for stærkt,’ svarede han.

Tilde lagde sit usynlige kort under puden. Find en voksen. Sig hej. Spørg om hjælp. Det var nok for i morgen. Resten behøvede hun ikke løse i nat. Ude på gaden fløjtede toget én sidste gang og gled væk. Tildes tanker fulgte ikke med. De lagde sig stille, og snart sov hun.