Gnuffe under sengen

Alba var lige blevet puttet, da hun hørte en lyd under sengen. Først lød det som krads-krads. Så kom et bump. Til sidst lød et langt ‘hnnnng-gab!’ Alba trak dynen op til næsen. Hun tænkte på alle de monstre, der måske havde spidse tænder, lange kløer og grønne øjne.

Hun rakte ud efter sin lommelygte og lyste ned på gulvet. To lilla fødder stak frem under sengekanten. Fødderne havde stribede sokker på. ‘Kom frem,’ sagde Alba. Hendes stemme rystede lidt, men den virkede. Langsomt kravlede et lille, rundt monster ud. Det havde prikkede pyjamasbukser og krammede en pude.

‘Undskyld larmen,’ sagde monstret. ‘Jeg hedder Gnuffe. Din seng knirker, hver gang jeg vender mig.’ Alba sænkede lommelygten. Gnuffe havde ganske vist tre små horn, men ingen spidse tænder. Faktisk manglede han en fortand. ‘Hvorfor sover du under min seng?’ spurgte Alba. Gnuffe så ned. ‘Fordi der er så mørkt under min egen.’

Alba blinkede. ‘Er du mørkeræd?’ Gnuffe nikkede. Han var flyttet ind under Albas seng, fordi hendes natlampe kastede en smal stribe lys ned på gulvet. Men hver nat blev han forskrækket af skyggen fra stolen, og hver morgen gemte han sig, før Alba vågnede. I dag var han kommet til at gabe for højt.

‘Vi undersøger skyggerne,’ besluttede Alba. De begyndte med den lange skygge ved døren. Gnuffe gik bag Alba og holdt fast i hendes nattøj. Da de kom tættere på, så de, at skyggen bare var en morgenkåbe. Den runde skygge i hjørnet var en bold. Og den skæve skygge ved vinduet var en plante, der vippede i vinden.

Gnuffe rettede sig lidt op. ‘De er meget mindre farlige, når man ved, hvad de er.’ Men så knagede skabet. Gnuffe sprang op i Albas arme. Alba blev også forskrækket. Sammen åbnede de lågen. En stak vintertøj væltede ud på gulvet. Helt bagest sad Albas kat og så fornærmet ud. Den havde lavet en rede i halstørklæderne.

Alba og Gnuffe lo, indtil deres maver gjorde ondt. Bagefter byggede de en lille sovehule under sengen. De brugte to puder, et tæppe og en lyskæde med bittesmå stjerner. ‘Nu mangler vi bare fem rolige ting,’ sagde Alba. Det var noget, hendes mor havde lært hende, når en bekymring voksede sig stor.

De fandt den bløde dyne, kattens spinden, regnen mod ruden, lyset fra de små stjerner og duften af Albas rene pude. Gnuffe sagde tingene højt én ad gangen. For hver ting faldt hans skuldre lidt længere ned. Til sidst gabte han så stort, at hans manglende fortand tydeligt kunne ses.

‘Hvad gør vi, hvis en skygge kommer tilbage?’ spurgte han. ‘Så kigger vi på den,’ sagde Alba. ‘Og hvis vi stadig er bange, kan vi være bange sammen.’ Gnuffe krøb ind i sin nye hule. Alba lagde sig ovenpå i sengen. Nu lød der ikke krads eller bump, kun et ganske lille snork.

Alba slukkede lommelygten. Værelset var stadig mørkt, men mørket føltes ikke længere tomt. Det var fyldt med velkendte ting: stolen, planten, bolden, katten og en ven i prikkede pyjamasbukser. Alba smilede i mørket. Det var faktisk rart at vide, at hun ikke var den eneste, der øvede sig i at være modig.