Nora og den bortkomne blå farve

Nora elskede at male. På hendes bord stod glas med rød, gul, grøn og den smukkeste blå farve. Den blå brugte hun til himlen, havet, fars kop og den lille fugl, der altid sad på altanen. En eftermiddag kom Noras lillebror Emil ind og spurgte, om han måtte være med.

‘Du må ikke røre den blå,’ sagde Nora. ‘Den er særlig.’ Emil nikkede og tog den gule pensel. Men da Nora vendte sig for at hente papir, ramte hans albue det blå glas. Det væltede. Farven løb ud over bordet, ned på gulvet og videre gennem den åbne altandør som en lille blå flod.

Nora blev så vred, at hun råbte. Emil løb ud af værelset. Da Nora så ud ad vinduet, opdagede hun noget mærkeligt. Himlen var blevet grå. Blomsterne havde mistet deres blå kronblade. Selv hendes blå sokker var farveløse. Den spildte farve havde taget al verdens blå med sig.

Nora fulgte den blå stribe ud på altanen og ned ad brandtrappen. Farven førte til parken, hvor den forsvandt ind mellem træerne. Under en busk sad en skade med blå halefjer. ‘Har du set den blå farve?’ spurgte Nora. Skaden pegede mod søen. ‘Den gemmer sig. Den blev forskrækket af jeres høje stemmer.’

Ved søen var vandet helt gråt. På en sten sad en lille dråbe blåt og rystede. ‘Kom tilbage,’ sagde Nora. Dråben gjorde sig mindre. ‘Jeg vil ikke tilbage til et sted med råb,’ peb den. Nora tænkte på Emils ansigt, lige før han løb. Hun havde været vred over farven, men hendes ord havde gjort ham ked af det.

‘Du har ret,’ sagde Nora til dråben. ‘Jeg skal gøre noget godt igen.’ Hun gik hjem uden den blå farve. Emil sad under køkkenbordet. Nora satte sig på gulvet i god afstand. ‘Jeg blev vred, fordi jeg holdt meget af farven,’ sagde hun. ‘Men det var et uheld, og jeg skulle ikke have råbt. Undskyld.’

Emil kom langsomt frem. ‘Jeg er også ked af, at jeg væltede den,’ sagde han. Sammen vaskede de bordet og gulvet. De fandt et låg til alle farveglassene og lavede en plads, hvor de ikke så let kunne vælte. Til sidst gik de hånd i hånd tilbage til søen.

Den blå dråbe sad stadig på stenen. Nora fortalte, at de havde sagt undskyld og fundet en bedre måde at male sammen på. Dråben voksede. Først blev den til en lille pøl, så til en bølge, der gled ud over søen. Vandet blev blåt igen. Farven sprang op i himlen og dryssede ned over blomster, fugle og Noras sokker.

Hjemme var der stadig kun en lille smule maling tilbage i glasset. Nora dyppede to pensler i den. Sammen malede hun og Emil et stort billede af en blå sø under en blå himmel. Midt på billedet malede de to mennesker, der holdt hinanden i hånden.

Nora gemte billedet over sin seng. Når hun så på det, huskede hun, at noget godt kan blive spildt ved et uheld. Men hun huskede også, at man kan samle meget op igen med en rolig stemme, en ærlig undskyldning og en ny plan. Den blå farve så ekstra klar ud i måneskinnet.