Asta og den nye lillebror

Asta havde fået en lillebror. Han hed Emil, sov i en kurv ved siden af mors seng og havde hænder, der var mindre end kastanjer. Alle sagde, at det var noget helt særligt at blive storesøster. Asta syntes også, at Emil var særlig. Men hun savnede, at huset kunne være stille på den gamle måde.

Før havde far altid læst to kapitler ved sengetid. Nu nåede han sommetider kun ét, fordi Emil græd. Før sad mor længe på sengekanten. Nu lyttede hun efter små lyde fra værelset ved siden af. Ingen havde glemt Asta, det vidste hun godt. Alligevel kunne det nogle gange føles sådan inde i maven.

En aften begyndte Emil at græde, lige da Asta havde fundet sin yndlingsbog frem. Far så træt ud. ‘Jeg går ind til ham et øjeblik,’ sagde han. Asta nikkede, men da døren lukkede, pressede hun sin bløde månebamse tæt ind til sig. ‘Det er altid et øjeblik,’ hviskede hun.

Far kom tilbage og satte sig på gulvet. ‘Det var længe at vente,’ sagde han. Asta trak på skuldrene. Så kom ordene alligevel: ‘Jeg ville ønske, at Emil kunne komme tilbage til der, hvor han kom fra. Bare nogle gange.’ Far blev ikke vred. Han sagde heller ikke, at hun skulle være glad. Han nikkede bare. ‘Man kan godt holde af nogen og samtidig savne det, der var før.’

På køkkenbordet lå papir, snor og en lille saks. Far foreslog, at de lavede noget, som kun Asta kunne give Emil. Hun tegnede fem stjerner og en måne, mens far klippede dem ud. På hver stjerne tegnede Asta noget fra sit eget liv: gyngen i gården, katten på muren, regnpytter, pandekager og hendes bløde månebamse.

De bandt stjernerne på en rund pind. Da de bar den ind til Emil, var han vågen og helt stille. Asta holdt mobilen over kurven. Stjernerne drejede langsomt i lyset fra natlampen. Emils øjne fulgte dem, og hans lille hånd åbnede og lukkede sig.

‘Den med gyngen viser jeg dig, når du bliver større,’ sagde Asta. ‘Regnpytter skal du først prøve med gummistøvler. Og pandekager må du få, når du har fået tænder.’ Emil gabte. Asta kunne ikke lade være med at le. Han så ikke ud som en, der havde stjålet hendes plads. Han så ud som en, der endnu ikke kendte noget og havde brug for en, der kunne vise vej.

Mor kom ind og satte sig ved siden af Asta. ‘Vil du holde hans fod et øjeblik?’ spurgte hun. Asta lagde én finger under den lille hæl. Foden var varm og blød. Hun mærkede noget nyt i maven. Ikke kun glæde og ikke kun savn, men begge dele på én gang.

Senere lå Asta igen i sin egen seng. Far læste ét kapitel og derefter et halvt mere, bare fordi det var deres aften. Fra værelset ved siden af kom en lille lyd, men denne gang skyndte ingen sig med det samme. Mor var derinde, og far blev siddende, til kapitlet var slut.

I døråbningen kunne Asta se de fem papirstjerner dreje langsomt over Emils kurv. Hun krammede sin månebamse. Familien var ikke blevet mindre, og Asta var ikke blevet skubbet ud. Der skulle bare findes nye pladser til dem alle sammen. Nogle dage ville det være svært. Andre dage ville Emil gabe på en sjov måde. Begge slags dage måtte gerne være der.