Tommelise

Der var engang en kvinde, som ønskede sig et barn. En gammel, venlig kone gav hende et lille frø. Kvinden plantede det i en urtepotte, og snart voksede en stor rød tulipan frem. Da blomsten åbnede sig, sad en ganske lille pige mellem kronbladene. Hun var ikke større end en tommelfinger og fik derfor navnet Tommelise.

Tommelise sov i en seng af valnøddeskal med rosenblade som madras. Om dagen sejlede hun på en tulipanblad i en tallerken vand og sang med en stemme, der var fin som en klokke. En nat kom en skrubtudse ind gennem vinduet. Hun syntes, Tommelise skulle bo ved mosen og tog valnøddesengen med sig.

Ved mosen satte tudsen Tommelise på et åkandeblad, mens hun gjorde et hjem klar. Tommelise ville ikke bo i den mørke mudderbrink. Små fisk under bladet hørte hende græde. De bed stilken over, så bladet gled med strømmen. En hvid sommerfugl hjalp med at trække, og snart var mosen langt bag hende.

En oldenborre løftede Tommelise op i et træ. Han syntes først, hun var meget smuk, men de andre biller sagde, at hun så mærkelig ud, fordi hun ikke havde følehorn. Oldenborren blev usikker og satte hende ned på en blomst. Tommelise var ked af det, men blomsterne bøjede sig omkring hende som et lille, duftende hus.

Hele sommeren levede hun af blomsterhonning og dug. Da vinteren kom, forsvandt blomsterne, og sneen lå højere end hendes hoved. En markmus fandt hende forfrossen ved et aks og tog hende ind i sin varme gang. 'Du må gerne blive her, hvis du hjælper med at holde orden,' sagde markmusen. Tommelise var taknemmelig.

Markmusens nabo var en muldvarp med blød, sort pels. Han havde store lagerrum, men brød sig ikke om solen eller fuglesang. Han ønskede, at Tommelise skulle flytte ind hos ham. Markmusen syntes, det var en glimrende plan. Men Tommelise mærkede, at livet under jorden ville gøre hendes hjerte tungt.

I en af gangene fandt hun en svale, som lå helt stille efter vinterkulden. Muldvarpen troede, den var død, men Tommelise hørte et svagt hjerteslag. Hver nat bar hun frø og et stykke af sit tæppe hen til fuglen. Da foråret kom, åbnede svalen øjnene og kunne igen bevæge vingerne.

'Flyv med mig,' sagde svalen. Først blev Tommelise, fordi hun havde lovet at hjælpe markmusen gennem vinteren. Men da sommeren var forbi, og muldvarpens bryllupsdag nærmede sig, sagde hun højt: 'Tak for alt, men jeg kan ikke bo et sted uden sol.' Markmusen blev skuffet, men hun kunne ikke bestemme over Tommelises liv.

Svalen løftede Tommelise op på sin ryg. De fløj over skove, søer og sneklædte bjerge til et varmt land. I en dal voksede blomster i alle farver. Midt i en hvid blomst sad et lille menneske med gennemsigtige vinger. Han bød hende velkommen, men spurgte først: 'Har du selv lyst til at blive?'

Tommelise så på solen, svalen og alle blomsterne. Her var plads til hendes valnøddeseng, hendes sang og hendes egne valg. 'Ja,' sagde hun. Hun fik et par lette vinger, så hun kunne besøge hver eneste blomst. Hun glemte aldrig dem, der havde hjulpet hende, og hver sommer sendte hun svalen hjem med en hilsen.

Om aftenen foldede den hvide blomst sine kronblade omkring Tommelise som en blød dyne. Hun var stadig lille i en stor verden. Men hun havde sagt nej, når noget føltes forkert, sagt tak, når nogen hjalp, og fundet et hjem, hun selv havde valgt. Det gjorde hendes hjerte stort og roligt.