Rødhætte og ulven

Der var engang en pige, som altid gik med en rød hætte, hendes mormor havde syet. Derfor kaldte alle hende Rødhætte. En morgen pakkede hendes mor en kurv med brød, suppe og små æblekager. 'Mormor er forkølet,' sagde hun. 'Vil du bringe kurven hen til hende?'

Rødhætte kendte skovstien. Inden hun gik, aftalte de tre ting: Hun skulle blive på stien, ikke gå med fremmede og kalde på skovfogeden, hvis hun blev utryg. Rødhætte gentog aftalen, tog kurven på armen og vinkede farvel.

Mellem træerne mødte hun en ulv. Han bukkede høfligt og spurgte, hvor hun skulle hen. Rødhætte huskede aftalen og fortalte ikke, hvor mormor boede. 'Jeg skal bare følge stien,' sagde hun. Ulven pegede på en eng fuld af blomster. 'Der er en hurtigere vej den vej,' lokkede han.

Rødhætte blev stående på stien. 'Nej tak,' sagde hun. Men mens hun plukkede tre blomster helt inde ved kanten, løb ulven gennem skoven. Han havde set Rødhætte og mormor gå sammen før og kunne huske det lille hus med det blå tag.

Mormor hørte det banke. Da hun så ulvens pote under døren, gik hun stille ud gennem bagdøren og hen til skovfogedens hytte. Ulven kravlede ind gennem et åbent vindue, fandt mormors natkappe og lagde sig i sengen. Han mente selv, at han lignede en rigtig mormor, selvom halen stak ud under dynen.

Rødhætte kom til huset og opdagede, at døren stod åben. Det plejede den aldrig. Inde i sengen lå en skikkelse med natkappe. 'Sikke store ører du har,' sagde Rødhætte. 'Så jeg kan høre dig,' svarede ulven. 'Sikke store øjne du har.' 'Så jeg kan se dig.'

'Og sikke store tænder du har,' sagde Rødhætte. 'Så jeg kan spise dine æblekager!' råbte ulven og sprang op. Rødhætte løb ud af døren og kaldte så højt, hun kunne: 'Skovfoged! Hjælp!' Hun gjorde præcis det, de havde aftalt.

Mormor og skovfogeden kom løbende. Skovfogeden stillede sig mellem ulven og Rødhætte. 'Ud af huset,' sagde hun bestemt. Ulven så på de tre og derefter på kurven. Hans mave rumlede. Mormor forstod, at han var sulten, men hun gav ham ikke lov til at skræmme andre.

'Du kan få et stykke brød udenfor, hvis du spørger ordentligt,' sagde mormor. Ulven tog kappen af, afleverede æblekagerne og sagde undskyld. Han fik brød og en skål suppe ved havebordet. Skovfogeden fulgte ham bagefter hen til den del af skoven, hvor ulve hørte til.

Rødhætte fortalte sin mor alt, da hun kom hjem. Hun var stolt af, at hun var blevet på stien og havde kaldt på hjælp. Mormor syede en lille lomme i den røde hætte med plads til en fløjte. Ikke fordi Rødhætte skulle være bange for skoven, men fordi det er rart at vide, hvad man kan gøre, hvis noget føles forkert.

Næste gang gik Rødhætte og mormor turen sammen. De hilste på skovfogeden og plukkede blomster på den sikre side af stien. Inde mellem træerne hørte de et fjernt ulvehyl. Rødhætte tog mormor i hånden, og de fortsatte roligt hjem til varm kakao.