Klods-Hans

Der var engang en gammel herremand med tre sønner. De to ældste kunne lange taler udenad og vidste præcis, hvilke knapper der passede til hvilken jakke. Den yngste hed Hans. Han gik tit med jord på knæene, fandt på skøre rim og blev derfor kaldt Klods-Hans.

En dag meddelte kongen, at prinsessen ville vælge den, hun helst ville dele sit liv og sit arbejde med. Alle måtte komme til slottet og tale med hende. De to ældste brødre øvede sig straks. Den ene lærte hele byrådets bog udenad. Den anden trænede svære fremmedord foran spejlet.

'Jeg vil også med,' sagde Hans. Hans far rystede på hovedet. De fine heste var allerede givet til brødrene. Hans satte sig derfor op på sin gamle ged, som kendte vejen til slottet. 'Kom så, ven,' sagde han. 'Vi behøver ikke se hurtige ud. Vi skal bare nå frem.'

På vejen fandt Hans en træske uden skaft, en lille lerklump og en gammel sko. 'Det kan måske bruges,' sagde han og lagde tingene i lommen. Brødrene lo. De red videre, mens de gentog deres taler så ivrigt, at de næsten red ind i et vejskilt.

Ved slottet ventede en lang kø. Prinsessen sad i en varm sal, hvor pejsen buldrede. Den ældste bror trådte frem og begyndte sin tale, men da prinsessen spurgte, hvad han selv mente, kunne han ikke finde ordene. Den næste bror brugte så mange svære udtryk, at hverken prinsessen eller han selv længere vidste, hvad samtalen handlede om.

Så kom Hans ind med støv på støvlerne. 'Her er godt nok varmt,' sagde han. 'Ja,' svarede prinsessen. 'Vi kunne næsten stege noget på gulvet.' Hans trak den gamle sko frem. 'Så har jeg en gryde.' Prinsessen lo og spurgte, hvad de skulle komme i den.

Hans fandt lerklumpen. 'En smule fantasi,' sagde han. 'Og denne ske kan røre rundt, hvis vi giver den et nyt skaft.' Prinsessen holdt skeen op og foreslog, at skaftet kunne laves af en gren fra slotshaven. Snart glemte de, at en hel sal lyttede. De talte om at reparere gamle ting, om geders stædighed og om, hvordan byen kunne få flere steder at lege.

Kongens skriver forsøgte at notere alle Hans' mærkelige ord. Hans vendte sig mod ham. 'Skriv også prinsessens ideer ned,' sagde han. 'De er bedre end mine.' Det lagde prinsessen mærke til. De andre bejlere havde kun forsøgt at imponere hende. Hans havde faktisk lyttet.

Prinsessen rejste sig. 'Jeg vælger ikke den flotteste tale,' sagde hun. 'Jeg vælger den samtale, jeg har lyst til at fortsætte.' Hun valgte Hans, men først efter at de begge havde aftalt at lære hinanden ordentligt at kende. Kongen syntes, geden var et mærkeligt transportmiddel, men måtte indrømme, at den havde fået Hans sikkert frem.

Hans flyttede ikke ind på slottet for at blive en anden. Han lærte de regler, der gav mening, og stillede spørgsmål til resten. Prinsessen besøgte hans værksted, hvor de satte nyt skaft på den gamle ske. Den kom til at hænge i rådssalen som en påmindelse om, at gode ideer kan begynde med noget, andre har smidt væk.

Og navnet Klods-Hans? Det beholdt han med et smil. Når nogen brugte det for at gøre ham lille, svarede han: 'Ja, det er mig. Jeg tænker bedst, når jeg får lov at være mig selv.' Så grinede prinsessen, geden brægede, og samtalen fortsatte.