Fyrtøjet

Der var engang en soldat, som hed Anton. Efter mange år på landevejen var hans tjeneste slut, og han gik hjemad med en slidt rygsæk og blanke støvler. Han havde ikke mange penge, men han glædede sig til at finde et lille arbejde og et sted, hvor han kunne høre til.

Ved et gammelt, hult træ mødte han en kone i en grøn kappe. Hun havde tabt sit fyrtøj ned i træets dybeste rum. 'Vil du hente det for mig?' spurgte hun. 'Du må beholde de mønter, du finder dernede.' Anton bandt et reb om livet og lod sig fire ned gennem stammen.

Under træet lå tre kamre. I det første sad en hund med øjne så store som tekopper. Den vogtede en kiste med kobbermønter. I det andet sad en hund med øjne som møllehjul foran sølvet. I det tredje sad en hund med øjne så runde som månen og passede på guldet. Hundene så frygtelige ud, men da Anton talte roligt til dem, logrede alle tre.

Anton tog kun en lille pose mønter, nok til at begynde et nyt liv. I det sidste kammer fandt han det gamle fyrtøj. Konen takkede ham og lod ham beholde det. 'Slår du gnister én gang, kommer den første hund. To gange kalder på den anden. Tre gange kalder på den tredje,' forklarede hun. 'Men tænk dig om, før du beder om noget.'

I byen købte Anton et værelse, nye snørebånd og mad til dem, der sov ved byporten. Han opdagede snart, at fyrtøjets hunde kunne hente næsten alt. Først bad han om varme tæpper. Så bad han om brød. Jo mere han hjalp, desto flere mennesker kom til ham med ønsker. Anton begyndte at forstå, hvorfor konen havde sagt, at han skulle tænke sig om.

På slottet boede prinsesse Lina. Hendes far, kongen, holdt hende bag høje mure, fordi en gammel spådom sagde, at hun en dag ville gifte sig med en almindelig soldat. Lina længtes ikke efter at blive gift. Hun længtes efter at se byen, lære mennesker at kende og selv bestemme, hvem hun ville være.

En nat slog Anton én gnist og bad den lille hund bringe et brev til prinsessen. I brevet stod: 'Byens børn savner bøger, og biblioteket står tomt. Vil du hjælpe?' Lina sendte et svar tilbage. Hun kendte hvert eneste rum på slottet og vidste, at loftet var fyldt med bøger, ingen læste.

De tre hunde bar bøgerne ud i store kurve, mens Lina og Anton indrettede et bibliotek i en gammel købmandsbutik. Næste morgen opdagede kongen, at prinsessen havde været uden for muren. Han blev vred og lod Anton føre til slottet. 'Du har brudt mine regler,' sagde han.

Anton tog fyrtøjet frem, men i stedet for at kalde hundene til kamp slog han tre gnister og bad dem hente byens børn, deres forældre og de nye bøger. Snart var slotspladsen fuld af mennesker, der fortalte, hvordan Lina havde hjulpet dem. Den største hund satte sig ved siden af Anton og gabte så fredeligt, at selv vagterne sænkede deres spyd.

Kongen så på sin datter. 'Jeg ville passe på dig,' sagde han. 'Men jeg glemte at spørge, hvad du selv ønskede.' Han ophævede forbuddet og gjorde det gamle vagthus til byens bibliotek. Lina fik lov til at rejse, studere og vælge sin egen vej. Spådommen fik lov at være en historie og ikke en lænke.

Anton blev bibliotekets første nattevagt. Hundene sov foran kaminen, én på hver sin pude, selvom den største måtte have tre. Fyrtøjet brugte Anton sjældent. Han havde lært, at den stærkeste magi ikke var at kunne få alt, man pegede på. Det var at vide, hvornår ens kræfter kunne gøre verden lidt tryggere for andre.