Den grimme ælling

Der var engang en andemor, som lå på rede ved kanten af en gammel herregård. Rundt om hende stod skræpperne høje og grønne, og gennem bladene kunne hun høre vandet klukke i voldgraven. En efter en revnede æggene. Små gule ællinger stak hovedet frem og sagde pip. Men det største æg lå helt stille.

Til sidst lød et lille knæk. Ud kom en unge, som var større end de andre. Hans fjer var grå, hans fødder var lange, og stemmen lød mere som et hæst puf end et fint pip. Andemor så kærligt på ham. 'Du er anderledes,' sagde hun, 'men du svømmer allerede rigtig godt.' Så førte hun hele flokken ned til dammen.

Den grå unge gled gennem vandet så let, som om han altid havde kendt det. Alligevel lo nogle af de andre dyr i andegården. 'Sikke en underlig ælling,' sagde de. Hans søskende begyndte også at puffe til ham, når de troede, at andemor ikke så det. Den grå unge prøvede at gøre sig lille, men han var nu engang den største.

En morgen listede han væk. Han kom til mosen, hvor vilde ænder lå mellem sivene. De syntes også, at han så mærkelig ud, men de lod ham hvile. Da vinden senere ruskede i sivene, fløj de vilde ænder bort. Den grå unge kunne endnu ikke følge med og måtte fortsætte alene gennem det våde græs.

Han fandt ly i et lille hus, hvor en gammel kone boede med en kat og en høne. Katten kunne spinde, og hønen kunne lægge æg. 'Hvad kan du?' spurgte de. Den grå unge fortalte, at han elskede at svømme og dykke. Men der var ingen dam ved huset, så de forstod ikke, hvorfor det skulle være noget særligt. Efter nogle dage længtes han så meget efter åbent vand, at han igen gik ud i verden.

Efteråret kom. En aften fløj en flok store, hvide fugle hen over himlen. De havde lange halse og brede vinger, der susede i den kolde luft. Den grå unge mærkede noget varmt og vemodigt i brystet. Han kendte dem ikke, men ønskede mere end noget andet at flyve sammen med dem.

Vinteren blev hård. Isen lukkede sig om den lille våge, hvor han svømmede. En venlig bonde fandt ham og bar ham hjem i sin varme frakke. Bondens børn ville lege, men den forskrækkede fugl væltede en mælkeskål og fløj ud gennem den åbne dør. Resten af vinteren gemte han sig mellem siv og rødder og drømte om de hvide fugle.

Så kom foråret. Solen varmede jorden, og den grå unge strakte sine vinger. De var blevet stærke. Med et par store slag lettede han fra jorden og fløj over markerne. I en stille have landede han på en sø, hvor tre hvide svaner gled hen imod ham. Han bøjede hovedet og ventede på, at de også skulle jage ham væk.

I vandets blanke spejl så han ikke længere den store, grå unge. Han så en hvid svane med en lang, smuk hals. De andre svaner svømmede helt hen til ham og strøg deres næb venligt mod hans fjer. Børn ved bredden råbte: 'Se, der er kommet en ny svane!' Den yngste lagde blomster på vandet.

Den unge svane gemte næbbet under vingen et øjeblik. Han var ikke glad, fordi alle nu kaldte ham smuk. Han var glad, fordi kroppen, stemmen og længslen endelig gav mening. Han havde aldrig været forkert. Han havde bare endnu ikke fundet det sted, hvor han kunne vokse til den, han var.

Da aftenen faldt på, sov han mellem de andre svaner med hovedet under vingen. Vinden bevægede sivene, vandet vuggede ham roligt, og over søen stod en lys måne. For første gang behøvede han hverken at gøre sig mindre eller prøve at ligne nogen anden. Han var hjemme.