Hans og Grete

Der var engang to søskende, som hed Hans og Grete. De boede med deres far i et lille hus ved kanten af en stor skov. Familien havde ikke meget, men om aftenen sad de tæt omkring køkkenbordet, delte dagens sidste brød og fortalte hinanden om de ting, de håbede på.

En morgen gik Hans og Grete ind i skoven for at samle tørre grene. Solen skinnede mellem trætoppene, og Hans lagde mærke til små hvide sten langs stien. Han lagde nogle af dem i lommen. ‘Så kan vi altid kende vejen hjem,’ sagde han. Grete nikkede og tog sin bror i hånden.

De fandt mange gode grene, men da de ville hjem, var skoven blevet stille og skyggefuld. Stien delte sig i tre, og ingen af dem kunne huske, hvilken vej de var kommet fra. Hans fandt de hvide sten frem. Én efter én lå de og lyste svagt i skovbunden som bittesmå måner.

Søskendeparret fulgte stenene, men en nysgerrig ravn havde flyttet nogle af dem. Snart stod de et sted, de aldrig havde set før. Grete mærkede en klump i maven. Hans var også urolig, men han sagde: ‘Vi behøver ikke finde hele vejen på én gang. Vi skal bare finde det næste trygge sted.’

Lidt længere fremme opdagede de et lille hus med et tag, der duftede af honningkage. Vinduerne glimtede som sukker, og omkring døren voksede pebermynte. En ældre bager kom ud. Hun hed Frøken Kanel og havde mel på næsen og et forklæde fuldt af lommer.

‘I ser ud, som om I trænger til varme,’ sagde hun. Hans og Grete fortalte, at de var faret vild. Frøken Kanel gav dem suppe, brød og hver sin bløde stol ved ovnen. Men da de spurgte om vejen hjem, sukkede hun. ‘Skoven ændrer sine stier om natten. Vi må vente på månen.’

Mens de ventede, opdagede Grete et gammelt kort på væggen. Midt på kortet var der tegnet en sølvfarvet fugl. Frøken Kanel forklarede, at Månefuglen kendte alle skovens veje, men at den kun viste sig for dem, der gjorde noget godt uden at forvente en belønning.

Hans og Grete besluttede at hjælpe i bageriet. De stablede brænde, fejede mel op og bar en kurv med varme boller hen til tre små skovmus, som boede under en rod. Da den sidste bolle var afleveret, lød en klar tone mellem træerne. På hegnet sad en fugl med fjer som måneskin.

Månefuglen fløj et lille stykke og ventede. Så fløj den videre og ventede igen. Hans, Grete og Frøken Kanel fulgte efter gennem skoven. Undervejs kom de forbi den sten, hvor ravnen havde gemt de hvide småsten. Hans samlede dem op, men denne gang lagde han dem tilbage langs den rigtige sti, så andre også kunne finde vej.

Til sidst kunne de se lyset fra deres eget køkkenvindue. Deres far stod udenfor og kaldte deres navne. Da han fik øje på dem, løb han dem i møde og holdt om dem begge to. Hans og Grete fortalte om de hvide sten, honningkagehuset og Månefuglen.

Næste dag gik familien tilbage med en kurv æbler til Frøken Kanel. Sammen satte de nye skilte op ved de steder, hvor stien delte sig. På hvert skilt tegnede Grete en lille måne, og Hans lagde en hvid sten nedenunder.

Fra den dag var skoven ikke længere kun et sted, hvor man kunne fare vild. Den var også et sted, hvor man kunne finde hjælp, vise vej og opdage, at mod sommetider betyder at tage ét roligt skridt ad gangen. Om aftenen faldt Hans og Grete i søvn, mens Månefuglen sang ganske sagte udenfor vinduet.