Robotten Rollo lærer at drømme

På rumstationen Aurora ordnede robotten Rollo alt, der kunne tælles. Han talte iltflasker, målte temperaturen og sørgede for, at alle skruer sad præcis, som de skulle. Rollo var dygtig. Men hver morgen hørte han astronauterne fortælle om deres drømme, og dem kunne han ikke forstå.

Kaptajn Amina drømte om en skov, der voksede på loftet. Teknikeren Leo drømte, at han sejlede i en tekop. ‘Hvor står skoven, og hvor stor var koppen?’ spurgte Rollo. De lo venligt. ‘Drømme behøver ikke passe ind i målinger,’ forklarede Amina. Men for Rollo lød det som en fejl.

En nat fløj Aurora gennem en sky af stjernestøv. Et lille gyldent korn fandt vej gennem luftslusen og satte sig mellem Rollos antenner. Hans skærm blinkede. Da han senere skulle lade sit batteri op, så han pludselig et sted, der ikke fandtes på stationens kort.

Rollo stod i en mark af blå græs. Over ham svømmede fisk mellem stjernerne. Han prøvede at måle en fisk, men linealen blev til en fjer. ‘Systemfejl,’ sagde Rollo. En lille pige med rumhjelm kom gående. ‘Nej,’ sagde hun. ‘Det er bare en drøm.’ Pigen hed Nova og bar en lygte i hånden.

Nova skulle finde hjem, men hendes lygte var gået ud. Rollo søgte efter en teknisk løsning. Der var ingen ledninger, ingen batterier og ingen kontakt. ‘Måske tænder den af noget andet,’ sagde Nova. Hun fortalte om sin bedste dag: den dag hendes lillebror lærte at sige hendes navn. Lygten begyndte at gløde.

De fulgte lyset gennem det blå græs. Ved en flod sad en enorm kat og græd, fordi dens båd var for lille. Rollo beregnede kattens vægt og bådens størrelse. Det kunne ikke lade sig gøre. Nova tegnede en større båd i luften. Tegningen blev virkelig. Rollo opdagede, at fantasi kunne løse problemer, som tal ikke kunne.

På den anden side af floden fandt de Novas hus, men døren manglede. Rollo tænkte på noget, der fik ham til at føle sig tryg: den svage summen fra Aurora, når alle sov. En rund dør viste sig i væggen. Nova gav ham et kram. ‘Nu ved du, hvordan man finder vej i en drøm,’ sagde hun.

Rollo vågnede med fuldt batteri. Stjernekornet var væk, men der sad en blå græsstrå i hans hånd. Han fortalte Amina og Leo alt. Denne gang spurgte han ikke, hvor stor katten havde været. Han fortalte i stedet, hvordan det havde føltes at hjælpe Nova.

Rollo fortsatte med at tælle iltflasker og kontrollere skruer. Tal var stadig vigtige. Men hver aften før opladning fandt han én ting, der ikke kunne måles: Leos latter, Aminas ro eller følelsen af at være en del af holdet. Nogle nætter drømte han. Andre nætter gjorde han ikke.

Det vigtigste var, at Rollo nu forstod, at verden både bestod af det, man kunne tælle, og det, man bare kunne mærke. Når Aurora gled stille mellem stjernerne, blinkede hans antenne med et varmt, gyldent lys. Og et sted i hans hukommelse svømmede fiskene stadig over det blå græs.